»They were in a long straggling row the entire length of the bay and pointed this way and that, but no matter how drunken their tilt, the Haida poles never lost their dignity. They looked sadder, perhaps, when they bowed forward, and more stern when they tipped back. They were bleached to a pinkish silver colour and cracked by the sun, but nothing could make them mean or poor, because the Indians had put strong thought into them and believed sincerely in what they were trying to express.«
Emily Carr, Klee Wyck, 1941.
Jeg havde en drøm. Jeg har altid haft en drøm. Lige siden mine drengeår har jeg haft en drøm om at besøge »rigtige indianere«. Dem med totempæle. Som voksen fik jeg endelig muligheden.
Jeg kom til øgruppen Haida Gwaii ud for den canadiske vestkyst. Her ville jeg besøge de gamle forladte landsbyer med totempæle. Efter jeg havde ventet et par dage i Queen Charlotte City på grund af dårligt vejr gik turen til Koona. En forladt landsby på østsiden af Louise Island og derfor meget udsat for blæst. Ofte er det umuligt for vandflyverne at lande i nærheden af landsbyen.
Da jeg var klar til at tage af sted, ændrede vinden pludselig retning, og turen måtte igen aflyses. Jeg skulle igen væbne mig med tålmodighed. Lokalbefolkningen lever efter »haida time«, hvilket i store træk vil sige, at ting sker, når de sker. Aldrig før, ofte senere. Jeg var den eneste, der ventede utålmodigt på at skulle af sted.
Indtil midten af 1880’erne, hvor landsbyen blev forladt, var Koona et livligt sted. Derefter forfaldt husene. Skoven groede ind over resterne af landsbyen. Det fik træerne lov til indtil 1971, hvor der blev bygget en skovarbejderlejr ved landsbyen og en vej gennem landsbyen. Over 80 års stilhed blev brudt af lyden fra tunge maskiner.
Selvom Koona i dag er det mest populære sted at besøge i Gwaii Haanas nationalparken, kommer der hvert år kun 1.500 besøgende til disse fantastiske omgivelser. Det er kun muligt at komme dertil med enten vandflyver, båd eller kajak. Det er meget populært at padle i kajak rundt på østsiden af Haida Gwaii. Det kan dog kun anbefales for folk med meget erfaring, da havet omkring øerne er meget farligt.
Et billede af Koona taget for Canadian Geological Survey i 1878, ca. ti år før landsbyen blev forladt, viser 56 totempæle og 27 huse. Næsten 30 år senere besøgte Emily Carr, British Columbias kendte maler og forfatter, Koona og registrerede totempælene i ord og billede. Hun noterede: »Lige meget hvor skævt de står, haida totempæle taber aldrig deres værdighed«.
Uanset hvad Hollywood-westerns i tidens løb har forsøgt at bilde os ind, er nordvestkystfolkene de eneste, som traditionelt lavede totempæle. Det er muligt at forstå betydningen af disse imponerende monumenter, som alle fortæller deres egen historie. Der var ikke tale om tilbedelse af totempælene, som ellers var den udbredte holdning blandt europæiske missionærer i slutningen af 1800-tallet. Totempælenes betydning er en form for skriftsprog. Det handler om at sende signaler til andre. Det kan være om husets høvding, hvis den står som indgangstotempæl til et hus, eller en begavelsestotempæl for en afdød høvding. Sådan har totempælene forskellige betydninger.
Sgan Gwaii.
Figurer, som er udskåret på pælene, er ofte dyr, som har betydning for den enkelte person eller familien. Der findes mange restriktioner omkring udformningen af totempæle. Ikke alle har tilladelse til at bruge f.eks. bjørnen. Totempæle opføres stadig, så der er tale om en levende tradition, som også har udviklet sig til en kunstform.
En totempæls tilblivelse var aldrig tilfældig, men udsprang af en bestemt hændelse, som fandt sted. En persons avancement i stammens hierarki, bygningen af et hus, en prominent persons død eller i sjældnere tilfælde til minde om en bestemt begivenhed.
Forskellige typer af totempæle udsendte forskellige signaler til betragteren. En totempæl i en husgavl skulle fortælle noget om den status, de personer, der levede i huset, havde, og hvilke »crests« de tilhørte. Mindetotempæle fortalte noget om den afdøde. Da man ikke havde noget skriftsprog, var totempælen en mulighed for at udsende signaler, både om levende og døde i landsbyen. Signaler som fremmede forstod. Totempæle blev også anvendt inde i husene som husstolper, og de blev anvendt som velkomstfigurer.
Ceremonierne i forbindelse med rejsningen af en totempæl var meget vigtige for den familie, som fik totempælen rejst. Oftest var pælene udført i rødt cedertræ. Hvis det var en haida-totempæl, så var de væsentlige træk ved pælen fremhævet ved hjælp af farver. Når farverne med tiden forsvandt, forsøgte man ikke at male pælen op, men lod den naturlige nedbrydningsproces gå sin gang. Totempælene var et internt kommunikationsmiddel. De var ikke ment for senere generationers udforskning.
Det første vidnesbyrd om totempæle på nordvestkysten er fra 1788, hvor kaptajn Meares skriver om nogle træskulpturer, han har set på Haida Gwaii. Den tidligste illustration der findes, er en tegning i Bartletts skibsjournal fra 1791. Tegningen viser en haida indgangstotempæl til et hus. Kaptajn James Cook nævner i 1778 ikke noget om totempæle blandt Nuu-chah-Nulth-folket på Vancouver Islands vestkyst, men kunstneren John Webber, som var med på Cooks skib, har tegnet to totempæle eller udsmykkede tagbærende stolper i et hus.
Kaptajn Johan Adrian Jacobsen, der rejste langs den canadiske vestkyst fra 1881 til 1883, skrev følgende fra rejsen. »I Almindelighed bestaar en Landsby af 4 til 12 Huse, … Hos Quakulterne og nordenfor dem hos alle Indianerstammer finder man næsten ved hvert Hus en saakaldt Vaabenstolpe, d.v.s. en udskaaren Pæl, som bestaar af et eneste stykke og undertiden kan være indtil 60 Fod høi«.
I 1954 ankom en »redningsaktion« til Koona, hvor flere totempæle blev fjernet og senere udstillet på diverse museer. Efter at have været i de forladte landsbyer og set totempæle i deres naturlige omgivelser, så virker placeringen af totempæle i cementbygninger med store glasfacader på mig helt grotesk. Hvordan man ellers bevarer totempælene og dermed kulturhistorien er et problem. Men skal den bevares? Ikke hvis du spørger haidaerne.
Traditionelt var en totempæl udskåret, opstillet og forsvundet igen med naturens hjælp i løbet af 50 år. Totempælen var en del af en levende kultur. Ved redningsaktionen fjernede man primært totempæle i forbindelse med huskonstruktioner, mens totempæle i forbindelse med grave ikke blev rørt. I dag står kun totempæle opført som gravmonumenter tilbage og giver et forkert billede af landsbyens oprindelige udseende i midten af 1800-tallet.
Endelig kom jeg af sted. Vi var tre, der fløj fra Queen Charlotte City til Koona med South Moresby Air. Selskabets ejer Marvin var vores pilot på denne tur. Han havde tidligere arbejdet for »Canadian Fisheries«. De seneste ti år havde han haft et lille charterselskab med to fire-personers fly. De fleste jobs var transporter for de store skovbrugsfirmaer, men i sommerperioden var der tid til lidt turistcharter. Koona, på engelsk Skedan, er opkaldt efter landsbyens sidste høvding Skedans. Den forladte landsby ligger kun 20 minutters flyvning fra Queen Charlotte City.
Efter vi var landet ved Koona sprang vi fra pontonflyet og ind på sandstranden. Her blev vi mødt af en ældre herre, midt i 70’erne. Det var Charlie Wesly, haida, nu pensioneret fisker og skovhugger. Han arbejdede i sommermånederne fra maj til begyndelsen af oktober som »Haida Watchman« i Koona. Et arbejde han udførte sammen med sin kone, Caroline og deres barnebarn Mandy.
I sommermånederne lever »Haida Watchmen« fem steder i Gwaii Haanas: Koona (på engelsk kaldet Skedans), T’anuu (Tanu), Hlk’yaah (Windy Bay), Gandla K’in (Hotsprings) og Sgan Gwaii (Nistints). De arbejder som vagter, værter og guider.
Weslys barnebarn Mandy, en teenager, boede i sommermånederne sammen med bedsteforældrene i en bjælkehytte uden rindende vand eller elektricitet. Det var den femte sommer, hun tog besøgende med rundt og gav dem et indblik i Koonas tidligere storhed og i haidaernes kultur. Her står en flot samling af totempæle, et prægtigt og stemningsmættet levn fra den engang så blomstrende haida-kultur. En ung pige, der var interesseret i sin egen kultur baggrund og dermed en stor hjælp for sin bedstefar.
Jeg gik imellem træer, totempæle og hustomter i en stilhed, der gjorde det underligt at forestille sig, at der for 150 år siden var en livlig landsby med legede børn. Her var mænd i gang med tilhugningen af en ny totempæl. Laks der hang til tørre. Kvinder i husene som rørte i gryderne ved de store bålsteder, mens røgen forsvandt op gennem hullet i loftet. En landsby med flere hundrede indbyggere.
Hvad der overraskede mig mest var, at det er de færreste nulevende haidaere, der har besøgt Koona eller andre af de gamle landsbyer. Blandt de unge har kun få haft en chance for at besøge deres forfædres hjem.
Mandy Wesly forklarede: »De fleste unge har ingen idé om, hvor de kommer fra, og de fleste har ikke set nogen af de forladte landsbyer«.
Hendes bedstefar var taknemmelig for og stolt af hende: »Hun er ekstraordinær og ambitiøs. Hvis hun ikke var her, var det ikke sikkert, jeg kunne klare det«.
Efter at have tilbragt halvanden time i Koona, lyttet til Charles Wesly fortælle om stedet, haida-nation, om hans liv som fisker, var det nu igen tid til at drage tilbage til Queen Charlotte City...
Ovenstående er første del af kapitel 19 "Mellem rådyr og totempæle", der fortsætter med mere om nordvestkystindianerne og Queen Charlotte Islands.
KLIK HER og køb bogen Canadisk Potlatch til kr. 100 gennem MyPlanet Shop.
Læs resten af kapitel 19 og 23 andre historier fra Canada i min 252 sider bog om Canada: Canadisk Potlatch. Historier og oplevelser fra kyst til kyst. 24 historier om Canada baseret på mine rejseoplevelser.
Emily Carr, Klee Wyck, 1941.
Jeg havde en drøm. Jeg har altid haft en drøm. Lige siden mine drengeår har jeg haft en drøm om at besøge »rigtige indianere«. Dem med totempæle. Som voksen fik jeg endelig muligheden.
Jeg kom til øgruppen Haida Gwaii ud for den canadiske vestkyst. Her ville jeg besøge de gamle forladte landsbyer med totempæle. Efter jeg havde ventet et par dage i Queen Charlotte City på grund af dårligt vejr gik turen til Koona. En forladt landsby på østsiden af Louise Island og derfor meget udsat for blæst. Ofte er det umuligt for vandflyverne at lande i nærheden af landsbyen.
Da jeg var klar til at tage af sted, ændrede vinden pludselig retning, og turen måtte igen aflyses. Jeg skulle igen væbne mig med tålmodighed. Lokalbefolkningen lever efter »haida time«, hvilket i store træk vil sige, at ting sker, når de sker. Aldrig før, ofte senere. Jeg var den eneste, der ventede utålmodigt på at skulle af sted.
Indtil midten af 1880’erne, hvor landsbyen blev forladt, var Koona et livligt sted. Derefter forfaldt husene. Skoven groede ind over resterne af landsbyen. Det fik træerne lov til indtil 1971, hvor der blev bygget en skovarbejderlejr ved landsbyen og en vej gennem landsbyen. Over 80 års stilhed blev brudt af lyden fra tunge maskiner.
Selvom Koona i dag er det mest populære sted at besøge i Gwaii Haanas nationalparken, kommer der hvert år kun 1.500 besøgende til disse fantastiske omgivelser. Det er kun muligt at komme dertil med enten vandflyver, båd eller kajak. Det er meget populært at padle i kajak rundt på østsiden af Haida Gwaii. Det kan dog kun anbefales for folk med meget erfaring, da havet omkring øerne er meget farligt.
Et billede af Koona taget for Canadian Geological Survey i 1878, ca. ti år før landsbyen blev forladt, viser 56 totempæle og 27 huse. Næsten 30 år senere besøgte Emily Carr, British Columbias kendte maler og forfatter, Koona og registrerede totempælene i ord og billede. Hun noterede: »Lige meget hvor skævt de står, haida totempæle taber aldrig deres værdighed«.
Uanset hvad Hollywood-westerns i tidens løb har forsøgt at bilde os ind, er nordvestkystfolkene de eneste, som traditionelt lavede totempæle. Det er muligt at forstå betydningen af disse imponerende monumenter, som alle fortæller deres egen historie. Der var ikke tale om tilbedelse af totempælene, som ellers var den udbredte holdning blandt europæiske missionærer i slutningen af 1800-tallet. Totempælenes betydning er en form for skriftsprog. Det handler om at sende signaler til andre. Det kan være om husets høvding, hvis den står som indgangstotempæl til et hus, eller en begavelsestotempæl for en afdød høvding. Sådan har totempælene forskellige betydninger.
Sgan Gwaii.Figurer, som er udskåret på pælene, er ofte dyr, som har betydning for den enkelte person eller familien. Der findes mange restriktioner omkring udformningen af totempæle. Ikke alle har tilladelse til at bruge f.eks. bjørnen. Totempæle opføres stadig, så der er tale om en levende tradition, som også har udviklet sig til en kunstform.
En totempæls tilblivelse var aldrig tilfældig, men udsprang af en bestemt hændelse, som fandt sted. En persons avancement i stammens hierarki, bygningen af et hus, en prominent persons død eller i sjældnere tilfælde til minde om en bestemt begivenhed.
Forskellige typer af totempæle udsendte forskellige signaler til betragteren. En totempæl i en husgavl skulle fortælle noget om den status, de personer, der levede i huset, havde, og hvilke »crests« de tilhørte. Mindetotempæle fortalte noget om den afdøde. Da man ikke havde noget skriftsprog, var totempælen en mulighed for at udsende signaler, både om levende og døde i landsbyen. Signaler som fremmede forstod. Totempæle blev også anvendt inde i husene som husstolper, og de blev anvendt som velkomstfigurer.
Ceremonierne i forbindelse med rejsningen af en totempæl var meget vigtige for den familie, som fik totempælen rejst. Oftest var pælene udført i rødt cedertræ. Hvis det var en haida-totempæl, så var de væsentlige træk ved pælen fremhævet ved hjælp af farver. Når farverne med tiden forsvandt, forsøgte man ikke at male pælen op, men lod den naturlige nedbrydningsproces gå sin gang. Totempælene var et internt kommunikationsmiddel. De var ikke ment for senere generationers udforskning.
Det første vidnesbyrd om totempæle på nordvestkysten er fra 1788, hvor kaptajn Meares skriver om nogle træskulpturer, han har set på Haida Gwaii. Den tidligste illustration der findes, er en tegning i Bartletts skibsjournal fra 1791. Tegningen viser en haida indgangstotempæl til et hus. Kaptajn James Cook nævner i 1778 ikke noget om totempæle blandt Nuu-chah-Nulth-folket på Vancouver Islands vestkyst, men kunstneren John Webber, som var med på Cooks skib, har tegnet to totempæle eller udsmykkede tagbærende stolper i et hus.
Kaptajn Johan Adrian Jacobsen, der rejste langs den canadiske vestkyst fra 1881 til 1883, skrev følgende fra rejsen. »I Almindelighed bestaar en Landsby af 4 til 12 Huse, … Hos Quakulterne og nordenfor dem hos alle Indianerstammer finder man næsten ved hvert Hus en saakaldt Vaabenstolpe, d.v.s. en udskaaren Pæl, som bestaar af et eneste stykke og undertiden kan være indtil 60 Fod høi«.
I 1954 ankom en »redningsaktion« til Koona, hvor flere totempæle blev fjernet og senere udstillet på diverse museer. Efter at have været i de forladte landsbyer og set totempæle i deres naturlige omgivelser, så virker placeringen af totempæle i cementbygninger med store glasfacader på mig helt grotesk. Hvordan man ellers bevarer totempælene og dermed kulturhistorien er et problem. Men skal den bevares? Ikke hvis du spørger haidaerne.
Traditionelt var en totempæl udskåret, opstillet og forsvundet igen med naturens hjælp i løbet af 50 år. Totempælen var en del af en levende kultur. Ved redningsaktionen fjernede man primært totempæle i forbindelse med huskonstruktioner, mens totempæle i forbindelse med grave ikke blev rørt. I dag står kun totempæle opført som gravmonumenter tilbage og giver et forkert billede af landsbyens oprindelige udseende i midten af 1800-tallet.
Endelig kom jeg af sted. Vi var tre, der fløj fra Queen Charlotte City til Koona med South Moresby Air. Selskabets ejer Marvin var vores pilot på denne tur. Han havde tidligere arbejdet for »Canadian Fisheries«. De seneste ti år havde han haft et lille charterselskab med to fire-personers fly. De fleste jobs var transporter for de store skovbrugsfirmaer, men i sommerperioden var der tid til lidt turistcharter. Koona, på engelsk Skedan, er opkaldt efter landsbyens sidste høvding Skedans. Den forladte landsby ligger kun 20 minutters flyvning fra Queen Charlotte City.
Efter vi var landet ved Koona sprang vi fra pontonflyet og ind på sandstranden. Her blev vi mødt af en ældre herre, midt i 70’erne. Det var Charlie Wesly, haida, nu pensioneret fisker og skovhugger. Han arbejdede i sommermånederne fra maj til begyndelsen af oktober som »Haida Watchman« i Koona. Et arbejde han udførte sammen med sin kone, Caroline og deres barnebarn Mandy.
I sommermånederne lever »Haida Watchmen« fem steder i Gwaii Haanas: Koona (på engelsk kaldet Skedans), T’anuu (Tanu), Hlk’yaah (Windy Bay), Gandla K’in (Hotsprings) og Sgan Gwaii (Nistints). De arbejder som vagter, værter og guider.
Weslys barnebarn Mandy, en teenager, boede i sommermånederne sammen med bedsteforældrene i en bjælkehytte uden rindende vand eller elektricitet. Det var den femte sommer, hun tog besøgende med rundt og gav dem et indblik i Koonas tidligere storhed og i haidaernes kultur. Her står en flot samling af totempæle, et prægtigt og stemningsmættet levn fra den engang så blomstrende haida-kultur. En ung pige, der var interesseret i sin egen kultur baggrund og dermed en stor hjælp for sin bedstefar.
Jeg gik imellem træer, totempæle og hustomter i en stilhed, der gjorde det underligt at forestille sig, at der for 150 år siden var en livlig landsby med legede børn. Her var mænd i gang med tilhugningen af en ny totempæl. Laks der hang til tørre. Kvinder i husene som rørte i gryderne ved de store bålsteder, mens røgen forsvandt op gennem hullet i loftet. En landsby med flere hundrede indbyggere.
Hvad der overraskede mig mest var, at det er de færreste nulevende haidaere, der har besøgt Koona eller andre af de gamle landsbyer. Blandt de unge har kun få haft en chance for at besøge deres forfædres hjem.
Mandy Wesly forklarede: »De fleste unge har ingen idé om, hvor de kommer fra, og de fleste har ikke set nogen af de forladte landsbyer«.
Hendes bedstefar var taknemmelig for og stolt af hende: »Hun er ekstraordinær og ambitiøs. Hvis hun ikke var her, var det ikke sikkert, jeg kunne klare det«.
Efter at have tilbragt halvanden time i Koona, lyttet til Charles Wesly fortælle om stedet, haida-nation, om hans liv som fisker, var det nu igen tid til at drage tilbage til Queen Charlotte City...
Ovenstående er første del af kapitel 19 "Mellem rådyr og totempæle", der fortsætter med mere om nordvestkystindianerne og Queen Charlotte Islands.
KLIK HER og køb bogen Canadisk Potlatch til kr. 100 gennem MyPlanet Shop.
Læs resten af kapitel 19 og 23 andre historier fra Canada i min 252 sider bog om Canada: Canadisk Potlatch. Historier og oplevelser fra kyst til kyst. 24 historier om Canada baseret på mine rejseoplevelser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar